Vedtægter

Stiftet den 16. september 1975

§1
Foreningens navn er “Bevaringsforeningen for Varde”. Dens opgave er indenfor Varde kommunes område at virke for at bevare byens og omegnens arkitektoniske og miljømæssige særpræg, med hensyn til såvel gadebilledet som enkeltbygninger og omgivelser, samt at give borgerne større mulighed for effektivt at fremføre deres mening i spørgsmål, der vedrører ændringer i by- og landskabsbilledet. Endvidere skal foreningen gennem oplysende virksomhed søge at stimulere den lokalhistoriske og æstetiske interesse.

§2
Enhver interesseret kan optages som medlem mod erlæggelse af kontingent, hvis størrelse årligt fastsættes af generalforsamlingen. Kontingentindtægten skal anvendes til foreningens virke.

§3
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes en gang årligt i januar måned. Indkaldelse til ordinær generalforsamlingen sker gennem den lokale presse med 14 dages varsel, med angivelse af dagsorden. Forslag, fra medlemmer, der ønskes behandlet af generalforsamlingen, skal afleveres så vidt muligt skriftligt til formanden senest 8 dage før generalforsamlingen. Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling med 3 dages varsel.

§4
Bestyrelsen skal overfor generalforsamlingen aflægge beretning om foreningens virksomhed, samt fremlægge regnskab. Regnskabet, der afsluttes pr. 31. december, skal være revideret af 2 af generalforsamlingen valgte revisorer.
På den ordinære generalforsamling vælges en bestyrelse, bestående af 7 medlemmer, der konstituerer sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer. Af de af general-forsamlingen valgte bestyrelsesmedlemmer afgår skiftevis 3 og 4 medlemmer. Endvidere vælges 2 bestyrelsessuppleanter, begge afgår hvert år. Genvalg kan finde sted. Alle afgørelser og valg på generalforsamlingen træffes ved simpel stemmeflerhed.
Ved afgang i valgperioden supplerer bestyrelsen sig selv. Beslutning om vedtægtsændringer træffes ved alm. stemmeflerhed forudsat, at de er optaget på dagsordenen.

§5
Det påhviler bestyrelsen så vidt gørligt at holde medlemmerne a’jour med planer og arbejder, som falder indenfor foreningens interesseområde, samt at formidle kontakten til de respektive myndigheder og andre implicerede. I bestyrelsen er formandens stemme afgørende i tilfælde af stemmelighed. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 er tilstede, heraf formanden eller næstformanden.

§6
Foreningen kan opløses, dersom 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer herfor på en med 14 dages varsel indkaldt generalforsamling. Eventuelt overskud ved opløsningen tilfalder Varde Museum.

Revideret den 28. januar 1985.