Årets bevaringspris

2019

Årets modtager af Bevaringsprisen blev Frisvadvej 46, 6800 Varde

Tillykke til Inge E. Hansen og Dan B. Larsen

Argumentation for valget

Huset er et klart eksempel på en god restaurering, hvor man har taget udgangspunkt i husets oprindelige stil og materialer. Eksempelvis er der sat nye træ-aluvinduer, det giver en elegance på hjørnevinduet, med et særdeles vellykket resultat. Bygningen er de sidste år blevet kraftig istandsat, men uden den har mistet bevaringsværdierne – eksempelvis er alt murværk uforandret.

Andre emner til årets bevaringspris

En af de ejendomme, som har haft besøg, er den gamle brugsbutik i Debel ved Outrup.

Ejendommen er bygget i 1939 og fungerede herefter som brugs i en årrække. Bygningen er opført i en periode hvor man stilmæssigt var ved at gå fra Bedre Byggeskik til Funkis. Således er bygningens form præget af bedre byggeskik, ligesom murværket er i krydsforbandt, hvilket er et klassisk træk fra perioden hvor Bedre Byggeskik var dominerende. Derimod er der ikke muret stik over vinduerne hvilket afslører, at det ikke bare er æstetiske overvejelser der har været afgørende da bygningen blev opført. I dag findes der en lille forretning i bygningen, der handler med unika kunsthåndværk fra forskellige lokale udøvere og brugskunst.

Også i år var udvalget forbi flere af ejendommene på Frisvadvej i Varde. Generelt er Frisvadvej præget af mange smukke gamle huse med fine detaljer. Omkring Varde Sygehus opstod, i begyndelsen af 1900-tallet et kvarter med lægeboliger, ligesom en del af Vardes bedre borgerskab bosatte sig her. At det var folk med gode indkomster, afspejlede sig i de huse der blev opførte i området. Mange af husene består af imponerende bygninger med en høj detaljerigdom, der er kræset for. Desuden er husene her også karakteristisk ved at være et udtryk for godt gedigent håndværk.

Et af de ejendomme Prisudvalget kiggede nærmere på var Frisvadvej 61. En ejendom med et flot murværk, tag og kviste. I den samlede vurdering af huset trækker det ned, at der kommet et nyere tagvindue i, uden dette dog på nogen måde ødelægger helhedsindtrykket af ejendommen, der fremstå smukt og særdeles godt vedligeholdt.

Ligeledes var Prisudvalget forbi Palludansvej 9 i Varde. Her findes et smukt murermesterhus opført i ”Bedre Byggeskik” og med enkelte træk af funkis, Detaljer som glasset i husets vinduer er bevaret, hvorved der kommer et spil i ruderne. Huset har en meget stor charmeværdi og fremstå pænt og vedligeholdt, med respekt for husets oprindelige udtryk.

En af de ejendomme som er blevet indstillet flest gange til bevaringsprisen er Enghavevej 15 – og i år var ingen undtagelse. Huset blev bygget i 1956 med et materialevalg og detaljegrad der er exceptionel. Bl.a. består murværket af affaldssten, der er med til at give huset karakter. Ligesom de tophængte vinduer i lakeret egetræ med grønmalede rammer er særdeles smukke. Generelt et hus med mange smukke detaljer, som er utrolig flot og rigtig vedligeholdt.

På turen rundt i kommunen nåede prisudvalget også op til Bahl gamle Skole. Bahl Skole blev oprettet 1932, hvor bygningen blev opført. Grunden her til var adskillelsen af Lunde-Outrup Kommune, ligesom opdyrkningen og bygningen af husmandsbrugene på Bahl Hede også medførte et øget børnetal i området. Skolen blev imidlertid lukket i 1958, hvorefter bygningerne blev solgt til chinchilla- og kalkunfarm. Bygningen fremstår meget autentisk og med en god fortælle værdi.