
Henne Kirkeby Kro. Hovedbygningen. Strandvejen 234, Henne Kirkeby.
Den gamle kro står i solidt vestjysk milebrændt teglstensmurværk i krydsforbandt. 2 fint detaljerede skorstene og hvidtet gesims og fremhævet gråmalet sokkel mod syd. Stråtag med ¾ dels valm mod vest. Hovedbygningen og den tilknyttede kørelade indeholder formentlig dele tilbage fra o. 1790. Gennem tiderne er bygningerne vedligeholdt og tilpasset tidernes udtryk og anvendelse, med respekt for udgangspunktet.
Køreladen er desværre kraftigt ombygget med en stor kvist og ændringer af alle oprindelige åbninger at den i denne sammenhæng kun indgår som historisk element.
I hovedbygningens gavl mod vest ses den ældste vinduestype med småsprossede vinduer med kitfals.
Hovedfacaden mod syd har træk fra 2. halvdel af 1800 tallet. Over hoveddøren mod syd og vinduerne er der fladbuede stik og vinduerne har her trerudede rammer med kitfals. De nyere fløjdøre er udført med bossede fyldninger og dobbelt slaglister og med kraftige udvendige skodder i samme udtryk ophængt i kraftige rustfri beslag. Fløjdørene er grønmalede med hvide stafferinger. Dørenes detaljering er ikke udført helt overbevisende, men samlet set fremstår facaderne mod syd og vest smukt.
Den seneste ombygning har på nordsiden tilføjet et indgangsparti i et moderne formsprog der på udmærket vis har tilføjet endnu et kapitel til den lange bygningshistorie.
Bevaringsprisen gives for det håndværksmæssige fine vedligehold af hovedbygningen og den nænsomme tilpasning af bygningen til moderne krodrift.


Øvrige vurderede bygninger:
Rosenvænget 42, Varde
Tegnet og opført til egen bolig af arkitekt Herløv Thorup 1972.
Stor villa i gult teglstensmurværk og partier i sortmalet træværk og lav taghældning. Bygningens arkitektoniske grundide udtrykkes stærkt med de relativt lukkede facader udad og de japansk inspirerede åbne facader indad omkring et afskærmet gårdrum med gode kvaliteter.
Murværket er generelt fint bevaret, men desværre er nyere partier med omfugninger ikke udført med tilbagetrukket fuge og dermed svækkes det oprindeligt tiltænkte udtryk.
En del vinduer er udskiftet med aluvinduer, men heldigvis er hovedudtrykket og farveholdningen bibeholdt.


Søndergade 3, Outrup
Stor murermestervilla fra slutningen af 1930erne. Rødstensmurværk i krydsforbandt og med murede fremtrukne rulleskifte indfatninger om alle døre og vinduer. 3 fags kvist med helvalm mod gaden og nyt tag af røde falstagsten. Støbte udhængsplader over klassisk muret gesims.
Hovedtypen er meget typisk for sydvestjylland. Det smukt istandsatte murværk giver huset tyngde og kvalitet. Desværre lever detaljeringen i døre og vinduer ikke op til samme standard og tagdetaljeringen med åbne rygninger og trappernes nyere belægninger i lys naturskifer med italiensk udtryk støtter heller ikke husets bevaringsværdige kvaliteter.


Klintingvej 233, Henne
Trelænget stråtækket ejendom med hvidkalkede facader og gult optrukne gesimser. Formentlig fra midten af 1800 tallet.
De oprindelige landbrugsbygninger er ombygget til beboelse, generelt med en god sans for detaljerne i døre og vinduer m.m. Her er mange fine detaljer og en god materialevirkning. Bygningerne og have indgår i en særdeles smuk og stemningsfyldt helhed der bærer præg af omhu og sans for detaljerne. Ændringerne har dog også medført at bygningernes oprindelige anvendelse og udtryk er blevet stærkt sløret og vest længens ombyggede gårdfacade og nordlængens kvist er ikke heldige i bevaringsmæssig sammenhæng.


Musvågevej 26, Henne Strand
Sommerhus fra o. 1982. Kvadratisk grundplan med tilbagetrukne vinduespartier i alle hjørner. Hvidkalket murværk og asymmetrisk placeret skorsten med vertikale bånd. Helvalmet tag af rød vingetegl og skylight i toppen. Vinduer og døre i ubehandlet teaktræ.
Bygningen har et stærkt arkitektonisk udtryk med de horisontale bånd der er gennemgående på murværk og døre og vinduer. God materialevirkning og meget høj originalitet.
Bygningen er særdeles velbevaret og det er vel kun dens relative unge alder der forhindrer den i at ligge helt i toppen af vurderingen. Vi krydser fingre for at den ligger vejbevaret i mange år fremover.


Vibevej 7, Vejers
Lille stemningsfyldt sommerhus fra 1930erne med Nationalromantiske træk. Hvidmalet pladebeklædning med ”bindingsværksmarkeringer” af sortmalet træ. Stråtag. Småsprossede vinduer med enkeltglas og kitfals.
Huset er tilbygget mod vest i samme stil.
Det fine lille sommerhus indgår i en bebyggelse med god plads mellem husene og mange gamle sommerhuse. Desværre er husets originalitet svær at vurdere og der er uheldig detaljering i de nyere døre- og vinduer.
