Hvis vægge kunne tale – foredrag ved arkitekt, professor og forfatter Mogens Andreassen Morgen torsdag den 16. januar 2025 kl. 19

Forstå hvorfor det er vigtigt at bevare bygninger og kulturmiljøer – også i Varde Kommune.

Vi blev desværre nødt til at aflyse foredrag den 4. november 2024 med Simon Ostenfeld Pedersen, men vi har nu i stedet fået Mogens Andreassen Morgen til komme en tur til Varde torsdag den 16. januar 2025, hvor han vil holde et foredrag med titlen ’Hvis vægge kunne tale – dine forfædres historie i hjem og på job’. Og undertitlen ’Forstå hvorfor det er vigtigt at bevare bygninger og kulturmiljøer i Varde Kommune’.

Mogens Andreassen Morgen, der er arkitekt og professor ved Arkitektskolen Aarhus, vil fortælle om arkitektonisk kulturarv bredt set og om forskningsprojektet Screening af kulturmiljøer i Varde Kommune. Se dette link: 20200128_Rapport_Varde-Kommune.pdf

Kulturmiljø handler om stedets fortælling. Det er de bebyggede helheder, der igennem deres arkitektur og historie har formet et særligt sted, som i dag er ramme om vores liv og færden. Det kan for eksempel være et bykvarter, en landsby, en fabrik eller et sommerhusområde.

Arkitektskolen Aarhus har kortlagt mere end 2300 kulturmiljøer i 54 danske og 2 grønlandske kommuner. I Varde Kommune er 41 kulturmiljøer undersøgt og beskrevet. Mogens Andreassen Morgen vil fortælle om forskningsprojektet og nogle af kulturmiljøerne i Varde, hvor forskningsgruppen bl.a. kom til Vejers og Henne Strand, Nymindegab og lejren, Hennebjerg, Ho, Janderup, Billum, Lunde, Ølgod, Fåborg, Frisvadvej og Lundvej i Varde, Varde Vest Stationsmiljø samt Varde Bymidte.

Morgen har beskrevet bygningsfredningens historie i bogen ”Fredet – bygningsfredning i Danmark fra 1918-2018”. Foredraget vil også inddrage dette emne ligesom han vil komme ind på hans seneste udgivelse ’Lille Arkitekturhistorie for Børn og barnlige sjæle’. Se dette link: Lille arkitekturhistorie for børn og barnlige sjæle – Strandberg Publishing A/S.

Når vi har bedt Mogens Andreassen Morgen komme og holde foredrag, er det for at sætte fokus på de bevaringsværdier, vi har i Varde Kommune i form af såvel hele kulturmiljøer som enkeltstående fredede og bevaringsværdige bygninger.

Så hvorfor det er vigtigt at få sikret vores kulturmiljøer og arkitektoniske kulturarv – såvel i Varde Kommune som andre steder – skulle du gerne være blevet klogere på når du går hjem fra foredraget.

Sted: Varde Garten, Von Lügenhals, Brogade 5B, 6800 Varde (nærmeste parkering Murtsfeldts Plads eller Torvegade ved åen)

Pris: gratis for medlemmer – Ikke medlemmer 75 kr.

Kaffe og kage kan tilkøbes

Tilmeldingsfrist: den 12. januar 2025 på bevardet@outlook.dk

PS. Husk i øvrigt løbende at følge med på foreningens hjemmeside og Facebook-side

Med venlig hilsen

Henning Jensen

Formand

Bevaringsforeningen for Varde Kommune

www.bevaringvarde.dk