Uddeling af rose-pris til Frisvadvej 61 i Varde By

Fredag den 26. august uddelte Bevaringsforeningen for Varde rose-prisen til Marianne Bjerregaard Svane og Uffe Svane for deres fint renoverede hus på Lerpøtvej 61 i Varde. Roseprisen uddeles med jævne mellemrum til ejere, der har gjort en særlig indsats for at bevare, vedligeholde, passe og pleje samt forskønne deres bygninger og bevaringsforeningen har for nylig været rundt for at besigtige en række ejendomme, som alle har kandideret til rose-prisen. I Bevaringsforeningen var der dog ret stor enighed om, at ejendommen på Lerpøtvej 61 fuldt ud fortjener ros, roser og anerkendelse.

Huset ligger i et kvarter, fra begyndelsen af 1900-tallet, der er præget af mange smukke gamle huse med fine detaljer. Her ligger huse, der er kræset for, og her er mange imponerende bygninger med en høj detaljerigdom. Desuden er husene her i området også karakteristiske ved at være udtryk for godt gedigent håndværk. Dette er også tilfældet med Marianne og Uffe Svanes hus. En ejendom fra 1929 med flot murværk, tag og kviste.

At lave en ombygning af sit hus kan være en stor opgave og ejerne har siden de overtog huset i 2006 fået lagt nyt tag på, skiftet vinduerne mm. Alt sammen så husets skønhed bevares. Det lange seje træk med at vedligeholde sit hus, kræse for detaljerne, respektere den oprindelige stil og ikke mindst passe udenomsarealerne og få det hele til at gå op i en smuk, samlet helhed, er dog en betydelig større opgave, som Marianne og Uffe Svane løser til UG.

For de, der bare oplever husets skønhed, når de passerer forbi på vejen, er det en gratis glæde, som alle kan nyde.

Du kan læse mere om ejendommen i den tidligere udsendte pressemeddelelse, som kan ses øverst på hjemmesiden under fanebladet: Arkiv

Formanden for Bevaringsforeningen overrækker årets rose-pris til ejerne af Frisvadvej 61 i Varde By. Tilstede var også Holger Grumme Nielsen fra Bevaringsforeningens bestyrelse