Ros og roser til Frisvadvej 61, 6800 Varde

Pressemeddelelse

Fredag den 26. august kl. 10 vil Bevaringsforeningen for Varde overrække roseprisen til ejerne af Frisvadvej 61 i Varde

Roseprisen uddeles af Bevaringsforeningen for Varde til ejere, der har gjort en særlig indsats for at bevare deres bygninger. Formålet er at støtte og værdsætte det arbejde, der bliver gjort for at bevare og forskønne ejendomme i Varde Kommune. Prisen bliver ikke uddelt hvert år, men når Bevaringsforeningen mener, at der er grund til det. Den forrige pris gik til Grydegade 9 i Varde. Varde Bevaringsforening har for nylig været rundt for at besigtige en række smukke ejendomme, som alle har kandideret til Roseprisen. Alle kan komme med forslag, og alle bygninger i Varde Kommune kan modtage roserne, fortæller Varde Bevaringsforening.

I år tildeles Roseprisen til Frisvadvej 61 i Varde. Generelt er Frisvadvej præget af mange smukke gamle huse med fine detaljer. Vejen ligger i et kvarter, der i begyndelsen af 1900-tallet opstod omkring Varde Sygehus. Her var lægeboliger, og desuden bosatte en del af Vardes bedre borgerskab sig i området. At det var folk med gode indkomster, afspejlede sig i de huse, der blev opført. Det er huse, der er kræset for, og her er mange imponerende bygninger med en høj detaljerigdom. Desuden er husene her også karakteristiske ved at være udtryk for godt gedigent håndværk.

Frisvadvej 61 blev opført i 1929 og er en ejendom med flot murværk, tag og kviste. Bygningen er opført i en periode, som stilmæssigt var præget af Bedre Byggeskik. Således er bygningen opført med, helvalmet tag og murværket i krydsforbandt, hvilket er et klassisk træk fra perioden, hvor Bedre Byggeskik var dominerende. ”Ligeledes bemærkes den markante gesims med rundede mursten samt vinduesfelterne, der er fremhævet med murede bånd, som løber over vinduesstikket og helt ned til soklen.” fortæller Holger Grumme Nielsen fra Bevaringsforeningen. Han fremhæver samtidig kampestenssoklen og detaljer af bindingsværk på kvisten, der vidner om, at tiden med nationalromantikken ikke var så langt væk, da huset blev bygget.

I den samlede vurdering af huset trækker det ned, at der kommet et nyere tagvindue i, ligesom havestuen er blevet beklædt med træ, uden at dette dog på nogen måde ødelægger helhedsindtrykket af ejendommen, der fremstår smukt og særdeles godt vedligeholdt.

De nuværende ejere overtog huset i 2006 og har fortsat vedligeholdt den smukke bygning med respekt for den oprindelige stil. Udover privatbeboelse rummer huset i dag en fysioterapiklinik. Det er en glæde, når nogen vælger at sætte deres hus i stand på en bevaringsmæssig korrekt måde, konkluderer Holger Grumme Nielsen.

Faktaboks:

Bevaringsforeningen for Varde varetager bygningsmæssige og byrumsmæssige bevaringsinteresser inden for hele Varde Kommune. Foreningen blev dannet i 1975 og har til opgave at virke for bevarelse af byens og egnens arkitektoniske og miljømæssige særpræg i Varde Kommune samt at give borgerne mulighed for effektivt at fremføre deres mening i spørgsmål vedrørende ændringer i by- og landskabsbilledet.